NOAH logo
Forsiden > Kjæledyrindustri > HUNDEN 1. feb 1996

HUNDEN

Hundeøyne

av Sigbjørn Obstfelder

Jeg gik henover den brune vidde. Hele dagen gik jeg. Havet suste i vest.
Henimod aften løfted vidden sig og stængte for synet. Som i søvne gik mine fødder videre. Snart stod jeg på hougens top.
Det susende hav var blit til en speilblank fjord under mig. Solen gik ned i den.
Det var det skjønneste jeg i mit livs dage havde set. Jeg glemte alt. Jeg skjalv af henrykkelse.

Endelig husked jeg, at det var sent, at jeg måtte gå videre. Jeg så mig omkring efter stien, Jeg så ned foran mig, og jeg så, at der var en afgrund. Jeg så mig om til den anden side. Der var steil væg. Jeg græbes af en forfærdelig svimmelhed. Hundreder af fjelde havde jeg mit liv besteget. Aldrig havde jeg vist af svimmelhed. Jeg søgte og søgte. Tusmørket begyndte at nærme sig, og foran mig så jeg blot de steile vægge. I uro og angst la jeg mig ned på mine knæ. Jeg krøb fremover jorden for at søge efter stien.

Netop som jeg tror at ha fundet den, ser jeg nede på vidden en stor hund komme løbende. Hvad var det som greb mig? Jeg stansed. Jeg vented.
Større og større blir min angst. Vil den komme herop? Jeg lægger mig ned og knuger mig fast til jorden. Jeg hører dens halsen. Et sekund – jeg ser dens hode over skrænten.

Dens øine ligger lige foran mig. Den gjør ikke, den stønner ikke længer.

Jeg trykker mig fastere og fastere til jorden, Jeg ved, at den vil strekke sin pote ud. I næste øieblik er det sket. Jeg føler dybe klør i mit håndled.

Vi ligger og stirrer på hinanden. Dens hode hviler på skrænten. Den rører sig ikke. Jeg føler dens klo og de brændende øine. Jeg begynder at forstå dens blik. Det er som hørte jeg forfærdelige ord udgå af dens gab.

– Din time er kommen, menneske! Husker du hvad du gjorde? Husker du da du pisked mig med dine snoede pisker? Husker du det? Husker du da du slog min broder hesten med spidse svøber, da den i dødens mathed sank til jorden? Husker du det?

Mine øine forsøgte at svare:

– Hvorfor anklager du mig? Jeg har aldrig eiet en hund. Jeg har neppe hundre gange i mit liv kjørt med en hest.

Men vildere og vildere gløder dens øine:

– Er du ikke mennesket? Ser jeg dig ikke foran mig med disse dine to modbydelige hvide hænder, hvormed du dræber og dræbte og har drebt i tusener af år? Dræbte du ikke fåret? Satte du ikke oksens blod på dit taffel? Hvad har du skånet på denne deilige jord? Er der noget blandt det levende, du ikke har myrdet, skjændt, pint? Træder du ikke på alt jordens myldrende liv? Selv de røde roser, rev du dem ikke af kvisten, når blodet svulmed høit i deres unge blade? Jeg kjender dig menneske! Nu har jeg din hånd i min klo!

Jeg vidste med mig selv, at jeg havde gået mere varsomt henover jorden end de allerfleste. Men dyret forstod intet. For det var jeg kun mennesket, mennesket med de hvide, dræbende hænder. Og mens dens øine stirred på mig, var det som om det var mig;, der havde pisked og pint alle jordens dødstrette heste.

Bag mig hørte jeg havet suse og bruse, foran mig lå de stirrende øine i mørket. Der var et øieblik, da jeg ønskede, at dyret måtte slå tenderne i mig, hurtig, hurtig, så dette kunde få en ende.

Da var det at jeg pludselig følte noget sælsomt strømme igjennem mig. Jeg løfted mit hode foran de gloende øine. Jeg begyndte at tale høit. Vilde, besynderlige ord eller lyd gik ud af min mund. Hverken kan jeg huske eller beskrive dem som de var.

Weji ohahu! Dilodåma! Wahi Woha Weji ohahu!

Jeg følte, at mine øine strålede med et overnaturligt lys. Jeg husker at jeg så hundens øinr lenkede til mine i voksende forundring. Men jeg sansede det neppe. Der var i mig som en rædselsfuld vellyst, det var som alle celler i mig svulmed op i en ny, mægtig, overjordisk kraft, jeg løfted mine hænder og svinged dem og vedblev:

Wejimalåla oio, titå oli oli! Eji ohahu! Waniawai!

Forundringen i hundens øine blev til frygt. Det er siden blit mig klart. Jeg så det ikke dengang. Jeg så ikke hunden mere, jeg så intet. Jeg havde reist mig helt op, og de sælsomme ord strømmed ud fra mig sterkere og sterkere. Havet suste vildere og vildere dernede i mørket, vinden hyled, jeg råbte uten at se eller sanse, jeg svinged mine arme mod luften i takt med mine råb og med vindens hyl.

Jeg ved ikke hvorlænge jeg stod sådan. Endelig så jeg mig om. Der var ingen hund mer.

Jeg faldt i afmagt.

Da jeg kom til mig selv, var jeg rolig. Jeg så, hvor jeg var. Jeg
kjendte mig igjen. Havde jeg drømt? Jeg så på min hånd. Der var et dybt blodmærke.

Jeg fandt veien. Jeg gik hjem til hotellet, hvor jeg alene var gjest. Man så så underlig på mig. Jeg tænkte, det er vel fordi jeg har været så længe borte. Jeg spiste. Jeg reiste mig fra bordet. Jeg mødte pikens blik. Hvad var det?

Jeg gik op på mit værelse. Jeg så mig i speilet.
Jeg forstod.

Mine hår var blit grå.

___

Artikkelen har tidligere stått på trykk i magasinet NOAHs Ark #2/1996.

Vi trenger din hjelp for å gi dyrene friheten tilbake. /Stott-oss

Bli medlem